AI – Kunstig intelligens – er ikke en fremtidsvision, men noget der allerede påvirker vores samfund og økonomi. Mange virksomheder er i fuld gang med at bruge AI i produkter og processer for at bevare eller øge sin konkurrenceevne. Se hvilke spørgsmål bestyrelsen og ledelsen kan stille lige nu for at skabe god forretning med AI.
Af Dina Raabjerg, Bestyrelsesmedlem og Digital Program Lead i Aarsleff, Anlæg og Byg
Billedet er AI-genereret
I 2023 blev de nye GPT-modeller lanceret. Og med dem, er brugen af AI eksploderet. Det skyldes, at teknologien kan forstå tekst, og fordi nye platforme har givet udviklere og organisationer mulighed for at bruge AI uden at skulle bygge alt fra bunden.
AI kan udføre opgaver, som ellers kræver menneskelig intelligens, som fx at forstå sprog, genkende billeder, træffe beslutninger og lære af data.
Sådan benytter danske virksomheder AI i forretningen
Ifølge McKinsey kan AI bidrage med op til 13 bill. USD til den globale økonomi i 2030. AI kan øge produktivitet, innovation, kvalitet, kundetilfredshed og konkurrenceevne.
Her et par eksempler på danske virksomheder, som allerede høster gevinsterne af kunstig intelligens:
- Brødrene A&O Johansen A/S er en håndværkerbutik, der har brugt AI til at analysere kundernes købsmønstre og tilbyde dem relevante produkter og services. Ved at bruge AI har de øget deres salg med 10% og reduceret deres omkostninger med 15%.
- Niras har for nylig trænet en AI på sine egne tilbud til udbud. Ved at bruge AI har de skabt et værktøj, der kan hjælpe dem med at vinde flere projekter ved at analysere udbudsdokumenter, finde relevante referencer og skrive tekster.
Vestas har brugt AI til at indsamle og analysere data fra 54.000 vindturbiner. Ved at bruge AI har de optimeret deres energiproduktion, forudset markedets efterspørgsel og forebygget nedbrud og reparationer. - Coop har brugt Azure ML til at udskifte tilbudsaviser med målrettede tilbud og annoncer direkte på medlemmernes mobiler. Derved har de øget kundetilfredsheden til 96% og skabt mere loyalitet.
- DSB bruger AI til rigtig mange ting – heriblandt til at optimere køreplaner, reducere ventetider og at øge punktligheden.
AI kan også bidrage til at løse nogle af de store udfordringer som klimaforandringer, sundhedskriser, fattigdom og ulighed. AI kan fx bidrage til at optimere energiforbrug og produktion, samt bidrage i sundhed ved at diagnosticere sygdomme, foreslå behandlinger og personalisere medicin.
Bestyrelsen bør have AI på dagsorden
AI er på den ene side en konkurrenceparameter – og på den anden side er AI ikke uden risici og udfordringer. På kontorerne bruger medarbejdere allerede gratis AI værktøjer – mange uden blik for sikkerhedsrisiko, IPR og kvalitet. AI kan også have negative konsekvenser for etik, privatliv og arbejdsmarked. AI kan fx medføre diskrimination, manipulation, overvågning og jobtab.
Derfor har bestyrelsen et ansvar for at sikre, at AI bliver brugt – og herunder brugt i harmoni med virksomhedens værdier, vision og strategi. Og det er lige nu at emnet bør sættes på dagsordenen.
AI er i en rivende udvikling, og bestyrelsen kan ikke tillade sig at være passiv tilskuer. Vi skal være aktive deltagere og ledere i den digitale transformation. Vi skal være på forkant med de muligheder og udfordringer, som AI bringer med sig. Vi skal være klar til at tilpasse os og udnytte de nye teknologier til vores fordel.
Opsøg indsigt og tag dialogen i bestyrelse og med ledelsen
Hvordan kan vi så gøre det? – Ja, vejen kan være mange. Men her er nogle forslag til, hvordan bestyrelsen kan tage hul på emnet:
- Tag emnet op med ledelsen og spørg til vision og strategi for AI. Forholder ledelsen sig til, hvordan AI passer ind i forretningsmodellen?
- Kender ledelsen til, hvordan AI bliver brugt i branchen og af konkurrenter? Har man allerede nogle mål med AI? Hvilke ressourcer og kompetencer er der brug for? Har virksomheden nogle spilleregler for medarbejdernes brug af AI-værktøjer, så man understøtter sikkerhed og kvalitet uden at kvæle innovation og effektivitet?
- Prøv at undersøge interessenters forventninger og bekymringer omkring AI. Hvordan påvirker AI vores kunder, medarbejdere, leverandører, samarbejdspartnere og samfundet? Hvordan kan vi skabe værdi for dem med AI under trygge rammer?
- Tag en dialog i bestyrelsen om bestyrelsens egen rolle og ansvar ift AI. Hvordan holder vi os opdateret om muligheder og udviklinger inden for AI? Hvordan sikrer vi en god governance og etik omkring AI? Og hvordan evaluerer vi vores resultater med AI?
Det er vigtigt, at bestyrelser interesserer sig for AI. Dels fordi medarbejdere og konkurrenter er i fuld gang. Men også fordi, det ikke kun er en teknologisk og sikkerhedsmæssig udfordring, men også en strategisk, organisatorisk og kulturel udfordring og mulighed. Og vi kan lige så godt komme i gang, for AI er kommet for at blive.
Om forfatteren
Blogindlægget er skrevet af Dina Raabjerg, Bestyrelsesmedlem og Digital Program Lead i Aarsleff, Anlæg og Byg. Dina arbejder med strategi for og implementering af AI og kunstig intelligens i forretningen. Se Dinas bestyrelsesprofil her.
Om Bestyrelseskvinder
Bestyrelseskvinder er et netværk for kvinder, der kan og vil arbejde i bestyrelser og advisory boards. Det er netværkets ambition er at understøtte netop små og mellemstore virksomheder i at realisere vækstpotentiale ved at professionalisere bestyrelsesarbejdet. Ud over at bidrage med kompetencer til at styrke landets mange mindre og mellemstore virksomheder er det målet at inspirere flere kvinder til at få interesse i og erfaring med bestyrelsesarbejde og skabe synlighed om de kvinder, der både kan og vil.
Blogindlæg på bestyrelseskvinder.dk er altid udtryk for forfatternes egne synspunkter.